Observationer og meninger om mad fra mark til måltid. 
Lille Peter Kanin revolutionerer dobbelt a
‘Her er den så’, sagde slagterpigen, mens hun holdt kaninen frem foran sig, som var det en skrøbelig baby. Slagterbutikken var propfyldt med juleopstemte aalborgensere, der dog tav og sendte mig undersøgende blikke, da det endelig blev min tur, og jeg efterspurgte min bestilling på en kanin.
Traditionen tro, spiser vi utraditionelt juleaften. Sidste gang blev juleanden til pekingand, og i år har jeg så valgt at servere kanin.
‘Kan du partere den for mig?’ Spurgte jeg pigen. ‘Nej!’, Svarede slagtermesteren, der stod ved siden af. ‘Jeg vil simplethen ikke have den op på brættet,’ fejede han mig af og forklarede, hvordan jeg nemt selv kunne gøre det. Jeg forstod ikke helt, hvorfor kaninen ikke måtte komme på brættet, men slagterpigen lod mig forstå, at det var første gang, at de overhovedet havde solgt en kanin. Og sådan trippede jeg ud så ud på Færø plads med dyret i en pose, og med følelsen af at jeg havde spoleret ordenen i juleindkøb hos Slagter Stiller. Jeg var lige ved at vende om for at messe om kaninrevolutionen, men vurderede alligevel, at det i sammenhængen vil blive noget værre storbysvrøvl.
Hvis du spøger kineserne, så er næste år kaninens år. Og det er det i mere end én forstand, i hvert fald i følge Huffington Post. Mediet spår en kaninrevolution på spisebordene, da kødet foruden smagen både har økonomiske, bæredygtige og sundhedsmæssige fordele. Altsammen eftertragtet af den bevidste spiser. Men det bliver ikke kun rigtigt at ligge kanin i indkøbskurven. Som en del af ‘grow your own’-bølgen vil Firstmover-madører i deres spiselige haver også selv holde spisekaniner, eller urbane kyllinger, som GOOD kalder dem. New Yorkerne står eftersigende i kø for at lære at opdrætte, dræbe, flå, partere og tilberede de små hippe plysdyr. Jeg spår, at der går en rum tid før AOF, Aalborg, får kaninrevolutionen på kursuslisten. Fred være med det, så længe jeg kan få lov til at sætte mig til bords og nyde en utraditionel julemiddag.
Glædelig jul!
“Hvis du vil fejre en ægte dansk jul, skal flæskestegen, medisterpølsen, mørbraden og alle de andre juleklassikere naturligvis være 100% Dansk.”
Sådan, så er det sagt! Danish Crown bærer det glade julebudskab og på trods af et hårdt 2009 med lukning af slagterier og fyringer til følge har virksomheden sat kampagnemaskineriet i gang i julemåneden.
Kampagnen består af en række af de traditionelle markedsføringskneb med reklamer i radio, tv og ugeblade. På hjemmesiden kan man akkompagneret af Søren Banjomus kødquizze i sulekalenderen, hvor der dagligt står en hel halv luxusparteret gris på spil. Kalenderens låger afslører hyggespørgsmål som, ‘hvor mange opskrifter kan du finde…?’ eller ‘kan du downloade grisegrynt som ringetone…? Men man kan også svare på ‘hvor kendt er logoet “100% Dansk Svinekød fra Danish Crown”’, hvilket vel ret beset kun er interessant for virksomheden og virksomhedens reklamebureau. Hver dag kan du så blive trukket gennem kødmanegen på Danish Crowns præmisser.
Jeg er sikker på, at de i alt 24 vindere, er glade for at mæske sig ægte dansk jul helt gratis, men hvad har resten af deltagerne i quizzen fået med sig? Jovist, kulinariske spørgsmål kan have en værdi, men hvorfor ikke benytte taletiden til fx at få dyrevelfærd på banen. Tag os med ind i stalden og ud på marken og se hvordan de små grisebasser vokser sig store og lækre under ordentlige forhold. Brug fortællingen til at overbevise os om, hvorfor vi skal købe 100 % dansk. Hvad indebærer det, og hvad indebærer det ikke. Mon ikke der også er gode historier at berette om virksomhedens kødhelte alias slagterne. Slagterhåndværket trænger i den grad til agtelse i en tid, hvor danskerne forguder kød, men kan knap nok kan udskære stegen selv.
Tiden er løbet fra den klassiske quiz-opsætning, hvor deltagerne proppes med uvedkommende virksomhedsfakta, så hvorfor spilde kampagnekronerne på ligegyldige budskaber, når tungere og kritiske emner godt kan udgøre en underholdende og formidlende quiz. Også for børn.
Glædelig sul og grisegrynt til alle.
Højtids(u)hygge omkring spisebordet
På torsdag fejrer amerikanerne Thanksgiving med et sandt ædegilde. The New York Times bragte i går denne artikel, som stikker til familiemønstrene omkring højtidstrugene. Den er lige til at grine eller måske græde over, for kan vi ikke alle udpege en håndfuld særegne familieritualer, der gentager sig år efter år.
Fra artiklen kan jeg særligt godt lide eksemplet med bedstemor, der i forsøget på at få sit småtspisende barnebarn ind i ædekampen, tester ham med “You know you want to be a winner. You want to be a winner.”
Nye påhit finder selvfølgelig også vej. Som svigermoren der, inden middagsaftalen lukkes, proklamerer “I’m not doing butter right now, if you do butter, I’m not coming.”
Vi kan godt begynde at glæde os, for der er kun en måned til jul.
