Portion Distortion
I dag begynder københavnerfestivalen Distortion, en gedigen kvarterklubfest, der hver dag til og med søndag indtager en ny bydel og konverterer den til et sandt festorgie. Madører kan generelt godt lade sig forvirre over miljøets dagsorden med DJ-, kollektiv- og klubnavne som Popcorn, Meat Club, O’boy og Det Muntre Køkken. Derfor kommer her en kort oversigt over hvor i byen, der rent faktisk er tale om reel mad. I år er der nemlig flere events under Distortion med mad i centrum. Det er velvalgt, for alle ved jo, at festen som regel foregår i køkkenet.
Jeg håber på at få min portion Distortion her:
Currywurst - Ad Hoc Madklubben
Hvor og hvornår:
Gammeltorv/Vestergade, onsdag 1. juni, kl. 16-22
Blågårds Plads, torsdag 2. juni, kl. 16-22
Sønder Boulevard, fredag 3. juni, kl. 16-22
Hvad: DJs, VJs, Club Mate, tysk øl, Techno og Currywurst. Sidstnævnte leveret af Ad Hoc Madklubben direkte fra grillen med hausgemachte Scharfsauce und brot.
Københavnermiddagen
Hvor: Studiestræde
Hvornår: Onsdag 1. juni kl. 18.00-21.00
Hvad: Kæmpe fællesmiddag ved et 200 meter langt spisebord i Studiestræde. Mad leveres af Cofoco, Le Montmartre og Suhrs Madakademiet. Der er vil være tapas til en halvtredser og hjemmelavede hotdogs til omkring de 30 kr., og så må man også gerne selv medbringe sit måltid. Temaet er ballet og middagens værtinde er ballerina, Cecilie Lassen, fra Det Kongelige Teater. Københavnermiddagen foregår under forskellige temaer også torsdag og fredag andre steder i byen.
Distortion med beats i Din Baghave
Hvor: Tullinsgade 10
Hvornår: fredag 3. juni kl. 18.00-22.00
Hvad: Rabarberdrinks, aspargesøl, bær- og grøntsagssnacks, landlig stemning og musik i gaden. Tullinsgade, forstås. DJ Christoffer Zinkernagel sørger for musikken og Din Baghave stiller op med halmsofaer, snacks og drikkevarer til salg.
Rødder serverer chili con carne
Hvor: Istedgade
Hvornår: fredag 3. juni kl. 17.00-23.00
Hvad: Et gammel feltkøkken klart til madkrig på Istedgade under temaet: Vesterbro og som en del af førnævnte Københavnermiddag. Menuen står på chili con carne lavet af lækre lokale råvarer og hjemmebagt brød til en flad 40 kr.

Kolonihaven
Hvor: Valdemarsgade 75
Hvornår: fredag, 3.juni
Hvad: Den økologiske pølsevogn står klar ved grillen. Skovtursduge og kolonihavestemning på gaden med træstubbe, sømslagningskonkurrence og en flødebollemaskine. Live-musik m. bl.a. Jelly Duck og klovneshow med Whimsey.
Påskepause med new nordic pöpcørn
Min absolut favoritsnack er popcorn hjemmepoppet i en tykbundet gryde. Popcorn slår chips, nødder, slik og andet, der kan puttes i munden for sjov. Majskornene køber jeg i en grøn pose hos grønthandleren i Blågårdsgade, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke aner, hvor de kommer fra. Jeg ved dog efter mange års testpops, at de altid giver det forventede resultat i modsætning til eksempelvis de økologiske varianter, som jeg har givet mig i kast med, uden succes.
Deler du min glæde til popcorn, så tjek også Mark Bitmanns opskrift på popcorn på 12 måder. Han forslår bl.a. popcorn med friskhakket urter. Erstat alverdens urter med ramsløg og du har new nordic popcorn, som kan nydes til pöpcørn-showet med den evig skøre The Swedish Chef. Og ja, undskyld, dette indlæg falder egentlig lidt uden for kategori, men jeg måtte dele min begejstring for popcorn og the Swedish Chef, der tydeligvis ikke forstår, at gode popcorn kun bliver til i en gryde.
God påske.
Observationer og meninger om mad fra mark til måltid. 






