Pølsesnak fra Roskilde

Forleden mødte jeg en gruppe piger i hjemmesyet pølsesuit. I protest mod burgeren havde de anlagt Camp Pølsefest med L-området, hvor de agiterer for pølsen. Hotdogpølse, pølse i svøb, Currywurst, pølsehorn, pølsesnack og pølser i alle afskygninger remsede pigerne op som favoritter. Den vegetariske pølse blev ikke nævnt, så jeg besluttede mig for at sylte min aversion mod køderstatningsprodukter og prøve vegetarhotdoggen hos DØP, den økologiske pølsemand.
Claus Christensen, ejer af DØP, fortalte, at han havde testet flere forskellige vegetariske pølser og fandt, at tofupølsen vandt på smagen, men i forhold til håndtering af produktet var hvedeproteinspølsen fra tyske Topas den bedste. Forventningsfuld smagte jeg den, men kunne konstatere, at det var en tør omgang. Den smagte af klid med brød til. Remoulade, sennep og ketchup fik den lige til at glide ned, men forsøget på at efterligne pølsens smag, stod langt fra distancen.
At Roskilde Festivalen kræver, at alle madboder skal have mindst én vegetarret på menukortet for at skære ned på kødforbruget til fordel for klimaet er prisværdigt. Men når det angår pølseboderne, giver det bare ikke mening med et vegetarisk pølsealternativ. Så hellere gå ombord i en veltillavet krasser.
På madsiden ‘Spis Roskilde!’ i Orange Press, skriver jeg i morgen om flere vegetariske retter, spist og vurderet af Rune Roepstorff Nissen, afdelingsleder ved Slagteriskolen i Roskilde og vicepræsident for Det Danske Gastronomiske Akademi. Læs Orange Press her.
Fotograf: Mathias Bojesen
Portion Distortion
I dag begynder københavnerfestivalen Distortion, en gedigen kvarterklubfest, der hver dag til og med søndag indtager en ny bydel og konverterer den til et sandt festorgie. Madører kan generelt godt lade sig forvirre over miljøets dagsorden med DJ-, kollektiv- og klubnavne som Popcorn, Meat Club, O’boy og Det Muntre Køkken. Derfor kommer her en kort oversigt over hvor i byen, der rent faktisk er tale om reel mad. I år er der nemlig flere events under Distortion med mad i centrum. Det er velvalgt, for alle ved jo, at festen som regel foregår i køkkenet.
Jeg håber på at få min portion Distortion her:
Currywurst - Ad Hoc Madklubben
Hvor og hvornår:
Gammeltorv/Vestergade, onsdag 1. juni, kl. 16-22
Blågårds Plads, torsdag 2. juni, kl. 16-22
Sønder Boulevard, fredag 3. juni, kl. 16-22
Hvad: DJs, VJs, Club Mate, tysk øl, Techno og Currywurst. Sidstnævnte leveret af Ad Hoc Madklubben direkte fra grillen med hausgemachte Scharfsauce und brot.
Københavnermiddagen
Hvor: Studiestræde
Hvornår: Onsdag 1. juni kl. 18.00-21.00
Hvad: Kæmpe fællesmiddag ved et 200 meter langt spisebord i Studiestræde. Mad leveres af Cofoco, Le Montmartre og Suhrs Madakademiet. Der er vil være tapas til en halvtredser og hjemmelavede hotdogs til omkring de 30 kr., og så må man også gerne selv medbringe sit måltid. Temaet er ballet og middagens værtinde er ballerina, Cecilie Lassen, fra Det Kongelige Teater. Københavnermiddagen foregår under forskellige temaer også torsdag og fredag andre steder i byen.
Distortion med beats i Din Baghave
Hvor: Tullinsgade 10
Hvornår: fredag 3. juni kl. 18.00-22.00
Hvad: Rabarberdrinks, aspargesøl, bær- og grøntsagssnacks, landlig stemning og musik i gaden. Tullinsgade, forstås. DJ Christoffer Zinkernagel sørger for musikken og Din Baghave stiller op med halmsofaer, snacks og drikkevarer til salg.
Rødder serverer chili con carne
Hvor: Istedgade
Hvornår: fredag 3. juni kl. 17.00-23.00
Hvad: Et gammel feltkøkken klart til madkrig på Istedgade under temaet: Vesterbro og som en del af førnævnte Københavnermiddag. Menuen står på chili con carne lavet af lækre lokale råvarer og hjemmebagt brød til en flad 40 kr.

Kolonihaven
Hvor: Valdemarsgade 75
Hvornår: fredag, 3.juni
Hvad: Den økologiske pølsevogn står klar ved grillen. Skovtursduge og kolonihavestemning på gaden med træstubbe, sømslagningskonkurrence og en flødebollemaskine. Live-musik m. bl.a. Jelly Duck og klovneshow med Whimsey.
Observationer og meninger om mad fra mark til måltid. 






