Apropos Mad

Da rent grundvand blev den enkeltes ansvar

Skrevet af gæsteblogger Nina Sindballe-Lauritsen

For lidt siden poppede nyhedsbrevet fra mit lokale miljøpunkt ind i min indbakke. i det står: ‘I Danmark lukkes cirka 100 vandboringer om året på grund af forurening fra landbruget og industrien, og der åbnes næsten ingen nye boringer’. Der er altså stigende mangel på rent grundvand. I København, hvor vi er mange mennesker om få vandboringer, skal der spares på vandet. De næste 3 år sætter Københavns Energi fokus på københavnernes vandforbrug gennem kampagnen Max100. Målet er, at vi københavnere skal reducere det daglige vandforbrug fra 111 liter i dag til 100 liter i 2012. 

Og der hoppede kæden altså af for mig. Hvordan kommer man frem til konklusionen: ‘Vi tillader rigtig mange sprøjtemidler og meget kunstgødning i vores landbrugsproduktion, det lader til at gå ud over vores grundvand, ergo må forbrugerne spare på vandet’. Hvad med modellen: ‘Vi bruger alt for mange sprøjtemidler og for meget kunstgødning i vores landbrugsproduktion - det går ud over vores grundvand, ergo må vi give incitamenter til at øge den økologiske produktion. På den måde bevarer vi i højere grad også biodiversiteten, og forbrugerne indtager færre hormonforstyrrende stoffer’. En tilgang man kunne forestille sig ville have nogle positive effekter på forekomsten af allergier og eksemer samt på nedsat fertilitet. Det er alle folkesundhedsproblemer, der er steget radikalt over de sidste 10-20 år. Derudover er selvfølgelig de åbenlyse positive konsekvenser for vores planet. Hvor er det, det går galt, når det igen er forbrugerne, der må bøde på vegne af hele samfundet? Hvorfor må familien Danmark betale for, at landbruget hænger i bremsen i forhold til udvikling af en landbrugsproduktion, der tilgodeser mere end blot umiddelbar profit.

Men det er ikke sådan tingene foregår. Engelbreth beskriver på sin Politiken-blog, at det antal gange de konventionelle landmænd ‘behandler’ deres marker er steget med hele 31% fra 2007-2008 i følge Miljøstyrelsens tal. Samtidig realiseres skræmmebilledet om, at Grøn Vækst-pakken vist mest er en vækstpakke idet liberaliseringer af landbrugsloven glider fint igennem regeringens flertal, mens den grønne del fortsat forsinkes.

Hvor er ambitionerne henne? Selvfølgelig skal vi have vækst i landbruget, men hvorfor ikke forene det med hensyn til miljø, klima såvel som folkesundhed? Hvor er integrationen på strukturelt plan? Selvfølgelig er det muligt at udvikle politikker, som går hånd i hånd og skaber vækst, velfærd og sundhed. Vi har masser af initiativer, som viser, at det kan lade sig gore. Hvornår begynder vores politikere, landbruget og industrien at tænke ud af boksen og sige vi vil vækst SAMMEN med folkesundhed og hensynet til naturen - og ikke på bekostning af? I stedet synes stilen konstant at være at lægge alt ansvar over på den enkelte forbruger - så har man i hvert fald reddet sin egen røv. Det er også så bekvemt; så kan man jo bare sige, at vi alle sammen selv har valgt det. Men gud, hvor er det bare uambitiøst. ØV!

Nina Sindballe-Lauritsen har en MSc i Food Policy og brænder for at ændre de strukturelle rammer i samfundet, hvor fødevarekvalitet, maddannelse og sundhed kommer i højsædet. Følg Nina på twitter @NinaSL