Wednesday, February 23, 2011

Foodspotting - del dine spiseoplevelser i billeder

Det kan være svært at beslutte sig, når man sidder der med et menukort fyldt med muligheder kun beskrevet med ord. Jeg skeler gerne diskret til nabobordene for at finde inspiration og ender tit med at fortryde min endelige beslutning, når jeg kort tid efter ser tjeneren bære flotte tallerkner ind… til et andet bord.

Vælger du også bedst med øjnene som rådgiver, og synes du, at det er spændende at dele dine gode oplevelser med andre end katten og kusinen, så må du lære Foodspotting at kende. Jeg selv var solgt, da jeg for første gang på twitter lyttede til iværksætterne Alexa Andrzejewski, Ted Grubb and Soraya Darabis ambitioner om at skabe et globalt fællesskab af madglade mennesker, der deler de gode spiseoplevelser i billeder. Det er muligt at knytte et par kommentarer foruden navn på maden og spisestedet, men det er billedet, der taler. Og det taler til mig og 500.000 andre Foodspottere. Siden lanceringen i januar 2010 har vi spottet mad og delt mere end 357.237 billeder fra spisestider over hele verden.

Kunne du tænke dig at blive Foodspotter kræver det kun en tilmelding og et hurtigt download af applikationen til enten iPhone eller Android. Du kan selvfølgelig også bruge et traditionelt digitalkamera og oploade billederne på hjemmesiden på old school-manér. Lidt ligesom twitter og facebook kan man så følge hinanden, men også kommentere og vurdere hinandens oplevelser.

Foodspotting fyldte 1 år i januar, og det blev fejret verden over med eat-ups, hvor folk mødtes om at spise og Foodspotte. Det blev så stor en succes, at Foodspotting-teamet nu opfordrer os til samme igen, bare første fredag i hver måned og med et givent tema som inspiration til udvælgelsen af spisestedet. Det er så op til de lokale communities at finde møde- og spisested og samles. Lige nu er jeg helt alene om at deltage, men jeg synes selvfølgelig, at det er sjovere at have flere Foodspottere med. København skal med på den eventliste.

Første Footspotting First Friday sker 4. marts kl. 19, og temaet er rund mad. Jeg er i gang med at finde det rette sted, men forslag er velkomne. Du bliver en del af Copenhagen Foodspotting Community og tilmelder dig Foodspotting First Friday her

Comments