Lille Peter Kanin revolutionerer dobbelt a
‘Her er den så’, sagde slagterpigen, mens hun holdt kaninen frem foran sig, som var det en skrøbelig baby. Slagterbutikken var propfyldt med juleopstemte aalborgensere, der dog tav og sendte mig undersøgende blikke, da det endelig blev min tur, og jeg efterspurgte min bestilling på en kanin.
Traditionen tro, spiser vi utraditionelt juleaften. Sidste gang blev juleanden til pekingand, og i år har jeg så valgt at servere kanin.
‘Kan du partere den for mig?’ Spurgte jeg pigen. ‘Nej!’, Svarede slagtermesteren, der stod ved siden af. ‘Jeg vil simplethen ikke have den op på brættet,’ fejede han mig af og forklarede, hvordan jeg nemt selv kunne gøre det. Jeg forstod ikke helt, hvorfor kaninen ikke måtte komme på brættet, men slagterpigen lod mig forstå, at det var første gang, at de overhovedet havde solgt en kanin. Og sådan trippede jeg ud så ud på Færø plads med dyret i en pose, og med følelsen af at jeg havde spoleret ordenen i juleindkøb hos Slagter Stiller. Jeg var lige ved at vende om for at messe om kaninrevolutionen, men vurderede alligevel, at det i sammenhængen vil blive noget værre storbysvrøvl.
Hvis du spøger kineserne, så er næste år kaninens år. Og det er det i mere end én forstand, i hvert fald i følge Huffington Post. Mediet spår en kaninrevolution på spisebordene, da kødet foruden smagen både har økonomiske, bæredygtige og sundhedsmæssige fordele. Altsammen eftertragtet af den bevidste spiser. Men det bliver ikke kun rigtigt at ligge kanin i indkøbskurven. Som en del af ‘grow your own’-bølgen vil Firstmover-madører i deres spiselige haver også selv holde spisekaniner, eller urbane kyllinger, som GOOD kalder dem. New Yorkerne står eftersigende i kø for at lære at opdrætte, dræbe, flå, partere og tilberede de små hippe plysdyr. Jeg spår, at der går en rum tid før AOF, Aalborg, får kaninrevolutionen på kursuslisten. Fred være med det, så længe jeg kan få lov til at sætte mig til bords og nyde en utraditionel julemiddag.
Glædelig jul!

Observationer og meninger om mad fra mark til måltid. 


